I anledning af Krystalnatten, som fandt sted denne dato i Tyskland i 1938, blev jeg bedt om at holde en tale om de såkaldte ghettolove, som et stort flertal af de politiske partier i Danmark var vedtaget. Talen blev fremført ved en demontration på Klostertorv i Aarhus tirsdag den 9. november 2021. Her er talen:
Da den danske forfatter Jonas Eika modtog Nordisk Råds litteraturpris i 2019 og i sin takketale kritiserede den danske stats og vores behandling af flygtninge i udrejsecentrene og den diskriminerende ghettolovgivning kaldte han det statsracisme. Mange rynkede på næsen.
Det ville jeg også selv have gjort, hvis det ikke var fordi, at jeg året forinden var blevet klar over, at en lovgivning som forskelsbehandler på baggrund af herkomst betød, at min familie og naboer stod til at skulle tvangsflyttes og vores boliger rives ned.
Min familie er i denne weekend blevet permanent genhuset, da vores hjem i Bispehaven står til nedrivning som følge af Ghettolovgivningen.
At dette med et stort politisk flertal er blevet et vilkår for mange tusinde familier rundt omkring i landets almene boliger er på mange måder ufatteligt og utænkeligt i en moderne retsstat.
Vi var naive og troede at boligen var ukrænkelig og alle var lige for loven. Vi tog retten til en bolig for givet.
Men Jonas Eika har ret.
Statsracismen er en realitet. Den statslegitimerende og statssanktionerede forskelsbehandling på baggrund af herkomst er en realitet. Bakket op af Venstre, Socialdemokratiet, De Konservative, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance.
I Aarhus Kommune har denne kreds endda vundet tilslutning fra Radikale Venstre og Alternativet, som ellers står udenfor lovgivningen i Folketinget.
Der er tale om både statsracisme og statschikane. Vel at mærke set i forhold til den danske stats egen målestok i såvel national lovgivning som i de internationale traktater vi som nation er tiltrådt.
At loven forskelsbehandler på baggrund af herkomst bryder med det generelle retsprincip som gælder i alle retsstater, at mennesker er lige for loven og skal behandles lige i forhold til loven.
I Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fra 2009, som er juridisk bindene for medlemslandene, hedder det i artikel 20 kort og godt:
“alle mennesker er lige for loven”.
Artiklen svarer til det generelle retsprincip, der er optaget i alle europæiske forfatninger.
Beboerne i almene boliger bliver chikaneret.
Da man skulle vælge en betegnelse for de områder man havde udset til nedrivning valgte man den stigmatiserende og nedsættende betegnelse “ghetto” velvidende hvilke associationer folk generelt forbinder med dette ord. Det har ikke gjort noget godt for de berørte boligområder. Det har ikke gjort noget godt for Bispehaven. Betegnelsen “hård ghetto” kan ifølge lovgivningen kun gives til almene boligområde, hvor mindst 50% har såkaldt ikke-vestlig herkomst. Derfor er der tale om chikane.
I den danske lov om etnisk ligebehandling hedder det i paragraf 3, stk. 4:
“Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.”
Når politikere sætter deres egen fornuftige dømmekraft over styr og ikke bare fastholder, men tilmed skærper forskelsbehandlingen, hvilket med den nyeste lovpakke udvider antallet af nye boligområder i fare for nedrivninger og tvangsflytninger med 58, så er den politiske vej blevet ufarbar. Tilbage er den juridiske vej. At man med rettens ord kan få omstødt det politiske flertals vilje.
Krystalnatten og mindelserne fra Den Anden Verdenskrig viser at flertal kan tage fejl, at et mindretal aldrig kan vide sig sikker på, at et flertal vil beskytte det, hvis det er politisk opportunt at gøre det modsatte.
Jeg vil slutte af med forfatteren Jonas Eikas ord:
“Mette Frederiksen og socialdemokratiet, der siger, at de kæmper for velfærd og billige boliger, men gennemfører det hidtil største angreb på den almene boligsektor. Mette Frederiksen og socialdemokratiet der siger, at “I Danmark er vi alle lige,” men med den såkaldte ghettoplan vil forskelsbehandle borgere efter herkomst og klasse. I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme.”
Tak for ordet.